Hjernesagen

2. Vi skal have et sundhedsvæsen, der hænger sammen omkring mennesket Jeg ser i mit arbejde, at mange borgere – og især deres familier – skal kæmpe for at få tingene til at hænge sammen efter sygdom eller hjerneskade. Man udskrives fra hospitalet med gode hensigter, men der går ofte uger, før kommunen er klar med træning, hjælpemidler eller støtte. Det er netop i den overgang, at det kan gå galt. I Gladsaxe har vi hjerneskadekoordinatorer, som følger borgeren hele vejen gennem forløbet. Det er et godt eksempel på, hvordan man kan skabe sammenhæng og tryghed. Men sådan en ordning burde være et regionalt standardkrav – ikke et lokalt heldigt tilfælde.

3. Rehabilitering skal handle om liv, ikke systemer Jeg ser i mit arbejde, at der mangler kontinuitet i rehabiliteringen. For mange borgere mister fremskridt, fordi genoptræning stopper for tidligt, eller fordi der ikke bliver fulgt op. Regionen bør tage ansvar for, at de specialiserede rehabiliteringsforløb fungerer – og for, at kommunerne får den nødvendige faglige sparring. En god rehabilitering handler ikke bare om at komme på benene igen – den handler om at få livet tilbage. Og det kræver tid, tålmodighed og et tværfagligt team, der bliver ved, også når systemet mener, ’forløbet er afsluttet’.

4. Pårørende – velfærdens usynlige hjul Jeg ser i mit arbejde, at pårørende gør en næsten umenneskelig indsats. Ægtefæller, forældre og børn tager et ansvar, der egentlig burde deles med os som samfund. De bliver koordinatorer, terapeuter, chauffører og omsorgspersoner – og mange går selv ned med stress eller depression. Derfor skal vi have bedre pårørendestøtte, aflastning og rådgivning som en del af rehabiliteringsindsatsen. Vi skal anerkende, at når pårørende har det godt, klarer den hjerneskadede eller syge sig bedre.

5. Psykiatri og handicap hører hjemme i sundhedspolitikken Jeg ser i mit arbejde, at psykiatri og handicap alt for længe har været behandlet som noget ved siden af sundhedsvæsenet. Men det hænger sammen. De samme familier, der kæmper med hjerneskade eller udviklingshandicap, kæmper også med angst, depression og social isolation. Derfor skal regionen og kommunerne arbejde tættere sammen – ikke bare om medicin og behandling, men også om trivsel og hverdagsliv.

6. De nye sundhedsråd skal give borgerne en stemme Region Østdanmark får nye lokale sundhedsråd, og her ligger et kæmpe potentiale. De skal ikke kun bestå af embedsmænd og fagfolk – de skal også samarbejde med patientforeninger, pårørende og frivillige. For det er jer, der ved, hvor det går galt, og hvad der virker i praksis. Jeg vil arbejde for, at sundhedsrådene bliver et reelt forum for borgerinddragelse – ikke bare et høringsorgan.

7. Vi har et godt udgangspunkt i Gladsaxe – men der er stadig for mange, der falder mellem to stole. Jeg stiller op, fordi jeg vil være med til at bygge bro mellem kommune og region, mellem hospital og hjem – og mellem system og menneske. Et sundhedsvæsen i verdensklasse handler ikke kun om teknologi og læger – det handler om tryghed, respekt og sammenhæng i menneskers liv.